2. april bliver Mårslet gjort ren – for 25. og sidste gang

Den frivillige affaldsindsamling Hold-Mårslet-ren bliver i år holdt 2. april. Dagen bliver både 25 års jubilæum og afslutning på en tradition der har spredt sig fra Mårslet og ud over hele Danmark. Mårsletterne er blevet så gode til at holde deres by ren at der ikke længere er behov for en årlig indsamling, lyder det fra arrangørerne.
12. marts 2022
Et udsnit af deltagerne med deres høst af affald i et af de foregående 24 år. Privatfoto.

– Vi har samlet i 24 år, og der bliver mindre og mindre affald at samle på dagen. Derfor bliver den 25. indsamling den sidste, siger Jørgen Brandt Andersen der organiserer affaldsindsamlingen sammen med Emma Søe i ”Hold Mårslet Ren”.

Hold-rent-dagen, som den også kaldes, bliver i år holdt lørdag 2. april 2022 kl. 10 – 11.45. Ligesom de foregående 24 år er alle velkomne til at komme og give en hånd med i hyggeligt selskab med andre frivillige. Det eneste der kræves, er at man møder op på pladsen foran SuperBrugsen kl. 10, så kan man komme med ud og fjerne henkastet skrald fra fortove og andre offentlige steder.

Folk er blevet bedre til at holde rent til daglig
Årsagen til at traditionen stopper med 25 års jubilæet, er at der ikke længere er nær samme behov for den som tidligere.

– Fra at have fem-seks trailere fyldt de første år, havde vi sidste år kun én trailer der var knapt fyldt. Det er en rigtig fin udvikling. Forklaringen er at vi til hverdag er blevet bedre til at samle op efter os selv og andre, siger Emma Søe.

Fra Mårslet til resten af Danmark
Hold-Mårslet-ren-dagen var muligvis den første, eller i hvert fald en af de første, frivillige affaldsindsamlinger i Danmark.

De første år var det med Else Marie Hulemose fra fællesrådets miljøudvalg i førertrøjen. Dengang blev der sendt brev ud til grundejerforeningerne om at finde en trailerfører, og der blev sat opslag op i byen. Der var altid folk der stillede sig til rådighed med bil og trailer samt en god flok indsamlere.

Jørgen Brandt Andersen tog efter nogle år over som tovholder, og initiativet blev spredt til nærliggende byer via den kommunalt ansatte Grønne Guide.

For 15 år siden kom Danmarks Naturfredningsforening til så hele landet kunne deltage, og de sørgede for affaldssække.

Veteraner stadig med
– Vi var glade og stolte når der kom 40-50 personer og samlede op efter andre. Nogle der var med de første år, deltager stadig, fortæller Emma Søe.

Ligesom alle de tidligere år giver SuperBrugsen kaffe og rundstykker ved starten; og når indsamlingen slutter kl. 11.45, giver samme sponsor hotdogs samt øl og sodavand.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop