15-årige skaber eget firma med vinduespudsning

Det er sjovere at være selvstændig end at gå med reklamer eller være ungarbejder i en butik, synes 9. klasse eleverne Niels Skorstensgaard og Frederik Skovhus.
22. januar 2024
Det var Niels Skorstensgaard (til venstre) der tog initiativet til Ungdommens Vinduespudsning, og straks var vennen Frederik Skovhus (til højre) med på idéen.

Mårslet har fået et par usædvanligt unge selvstændige erhvervsdrivende. Niels Skorstensgaard og Frederik Skovhus, begge 15 år gamle, har startet firmaet Ungdommens Vinduespudsning med alt hvad dertil hører af investering i udstyr, regnskabsføring og markedsføring over for potentielle kunder.

Endnu er firmaet dog ikke officielt registreret med et CVR-nummer, for den slags er en lang bureaukratisk proces når man endnu ikke er fyldt 18 år og dermed personlig myndig. Men det er på vej, fortæller de.

Penge i den branche
Det var Niels der fik ideen til firmaet.
– Jeg så at min mors tidligere vinduespudser pudsede alle vores vinduer på 20 minutter og fik 400 kr. for det. Hold da op, tænkte jeg, der er penge i den branche. Og det er noget man kan lære uden nogen uddannelse, fortæller han.

Lærte på nettet
Næste skridt var at gå på nettet og finde YouTube videoer om hvordan man egentlig gør det der med at pudse vinduer så glasset skinner og alle er glade.
Da han i skolen snakkede om idéen om et ungdommeligt vinduespudserfirma, blev Frederik Skovhus fra parallelklassen straks tændt.

Fedt at bestemme selv
– Jeg syntes det lød fedt at man selv kan bestemme hvornår man vil arbejde og samtidig hjælpe dem der har brug for hjælp til at få pudset deres vinduer, siger Frederik.
Også for Niels er det en stor drivkraft at arbejde som selvstændig.
– Det ville måske være nemmere hvis man havde et job som ungarbejder i Rema eller Brugsen, men det her er sjovere. Man lærer også at være entreprenør, at sælge og være i et servicefag. Man får mange erfaringer som man kan bruge senere, mener han.

Godt at være to
Selv om de begge er tiltrukket af at være selvstændige, er de også glade for at være makkere i firmaet.
– Det er mere motiverende at være to, forklarer Niels, og fortsætter:
– Det er godt at have en at dele oplevelserne med. Og det er hyggeligt når vi går ud på opgaverne sammen.

Opsøger kunderne
Siden de startede Ungdommens Vinduespudsning kort efter nytår, har de foreløbig fået 15 kunder, hovedsageligt i Præstegårdsvej- og Hørretløkken-kvartererne.
Kunderne har de først og fremmest fået ved at gå rundt og stemme dørklokker. Desuden har et par Facebook-opslag givet enkelte kunder.

PerH.

2 kommentarer

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop